Åbningstider
§ 1 Navn og hjemsted

Fondens navn er den erhvervsdrivende fond Arena Aabenraa. Fondens hjemsted er Aabenraa Kommune.

§ 2 Fondens stifter er

Fonden er stiftet af Aabenraa Kommune

§ 3 Fondens formål

Fondens formål er at fremme kultur- og idrætslivet i Aabenraa Kommune ved at sørge for faciliteter, der skaber sundhed, oplevelser og glæde for borgerne i Aabenraa Kommune, herunder at drive og udvikle Arena Aabenraa (inkl. cafeteria) og Aabenraa stadion og udendørsanlæg efter nærmere aftale med Aabenraa Kommune.

§ 4 Kapitalforhold

Fondens grundkapital er kr. 300.000, der er indbetalt kontant ved stiftelsen.
Stk. 2 Fonden overtager ikke andre værdier i forbindelse med stiftelsen.

§ 5 Bestyrelse og ledelse
  • 1 medlem udpeget af Aabenraa Byråd blandt medlemmerne af byrådet
  • 2 medlemmer udpeget af Aabenraa Byråd uden for byrådets midte
  • 2 medlemmer udpeget af fondens brugerkreds (på et brugermøde)
  • 2 medlemmer udpeget af Business Aabenraa (dog ikke blandt medlemmerne af Aabenraa Byråd)

Bestyrelsens medlemmer skal besidde viden og erfaring inden for fondens formål, herunder enten inden for økonomi, ledelse, jura, event, eller anden erhvervserfaring.

Der udpeges en personlig suppleant for hvert bestyrelsesmedlem, der kan deltage i bestyrelsesmøderne ved et medlems længerevarende fravær. Suppleanternes valgperiode følger samme periode som det medlem som de er suppleant for. Hvis suppleanten indtræder i bestyrelsen, gælder det for det udtrædende medlems valgperiode.

Stk. 2 Medlemmerne af bestyrelsen er udpeget for en periode af 2 år med undtagelse af det medlem der er udpeget fra Byrådets midte, der er valgt for byrådsperioden. Genudpegning kan finde sted.
Med virkning fra den 1. januar 2018 udtræder 1 medlem udpeget af Aabenraa Byråd, 1 medlem udpeget af fondens brugerkreds, og 1 medlem udpeget af Business Aabenraa.

Stk. 3 Bestyrelsen konstituerer sig med en formand og en næstformand. Under formandens fravær varetager næstformanden dennes opgaver. Det af Aabenraa Byråd udpegede medlem fra Byrådets midte kan ikke vælges som formand.

Stk. 4 Bestyrelsen fastsætter ud over vedtægtsbestemte forhold selv sin forretningsorden.

Stk. 5 Bestyrelsen afholder møde når formanden eller når mindst 4 bestyrelsesmedlemmer finder det påkrævet.

Stk. 6 Fondens bestyrelse træffer sine beslutninger på bestyrelsesmøder, der afholdes minimum 4 gange årligt. Beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed, for så vidt der ikke efter lovgivningen eller nærværende vedtægter kræves særligt flertal. Ved stemmelighed bortfalder et forslag.
Fondens bestyrelse er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede, medmindre andet er foreskrevet i nærværende vedtægt, eller i lovgivningen.

Stk. 7 Bestyrelsen fører en protokol over sine forhandlinger. Protokollen underskrives af samtlige tilstedeværende medlemmer. Et medlem som ikke er enig i bestyrelsens beslutning, har ret til at få sin afvigende mening kort indført i protokollen.

Stk. 8 Centerlederen deltager i bestyrelsesmøderne uden stemmeret, og varetager sekretær-funktionen.
I bestyrelsens møder kan 1 repræsentant for den kommunale forvaltning deltage som observatør og uden stemmeret:

Stk. 9 Hvervet som bestyrelsesmedlem er ulønnet. Dog kan bestyrelsen beslutte at yde formanden et honorar.

§ 6 Bestyrelsens kompetence

Fondens bestyrelse har den overordnede ledelse af Arena Aabenraas anliggender

Stk. 2 Fondens bestyrelse er ansvarlig for driften og udviklingen af Arena Aabenraa samt Aabenraa stadion inden for de overordnede politiske målsætninger og prioriteringer, som er fastsat af Aabenraa Kommune.

Fondens bestyrelse drager omsorg for udleje og udnyttelse af Arena Aabenraa med tilhørende udendørsanlæg samt Aabenraa stadion.

Bestyrelsen er ansvarlig for udarbejdelsen af en virksomhedsplan for Arena Aabenraa og Aabenraa stadion, der skal beskrive vision, strategi, mål og handlingsplan.

Stk. 3 Fondens bestyrelse ansætter en centerleder til at varetage den daglige ledelse af Arena Aabenraas anliggender.

Stk. 4 Fondens bestyrelse kan meddele prokura for så vidt angår den daglige ledelse.

Stk. 5 Fonden Arena Aabenraa tegnes af den samlede bestyrelse eller af formanden, respektivt af næstformanden, i forening med centerlederen. Ved køb, salg, optagelse af lån og pantsætning af fast ejendom, løsøre og inventar, der overstiger det i forretningsordenen fastsatte beløb, kræves dog samtykke af den samlede bestyrelse.

§ 7 Brugermøder

I brugermøderne kan brugerne af Arena Aabenraa og Aabenraa Stadion deltage. Hver bruger kan maksimalt være repræsenteret med 2 personer.
Fondens bestyrelse har ansvaret for at udarbejde en fortegnelse over brugerne af Arena Aabenraa og Aabenraa stadion pr. 31. december hvert år.

Stk. 2 Som bruger anses alle foreninger, der har regelmæssig træning, turneringskampe eller anden aktivitet, der er tilskudsberettiget jf. folkeoplysningslovens regler. Endvidere anses selvstændige offentlige institutioner (skoler, ungdomsskoler, gymnasier m.v.), frivillige kulturelle foreninger, der har til formål at fremme kultur- og idrætslivet i Aabenraa Kommune, som brugere. I tvivlstilfælde afgør fondens bestyrelse, hvilke foreninger, der er brugere og dermed har stemmeret ved brugermøderne.
Hver forening, institution m.v. der af bestyrelsen er vurderet som værende bruger og dermed stemmeberettiget, har 2 stemmer fordelt på 2 personer.

Stk. 3 Der afholdes som udgangspunkt 1 årligt brugermøde i årets første kvartal.

Brugerne indkaldes skriftligt af fondens bestyrelse med mindst 3 ugers varsel. Indkaldelse fremsendes til formand/leder for de registrerede brugere jr. § 7. Med indkaldelsen følger dagsorden.

Dagsordenen indeholder bl.a. følgende punkter:

  1. Registrering af fremmødte brugere
  2. Bestyrelsens beretning
  3. Fremlæggelse af revideret årsregnskab og budget for det kommende år
  4. Valg af bestyrelsesmedlemmerog suppleanter (hvert andet år)
  5. Eventuelt

Stk. 4 Valg af bestyrelsesmedlemmer afgøres ved simpelt flertal.
Stemmeafgivning sker ved håndsoprækning, medmindre én bruger forlanger skriftlig afstemning.

Vedtagelse af en opløsning af Fonden Arena Aabenraa tilkommer bestyrelsen, men bruger-kredsen skal have forelagt beslutningen og kan fremkomme med en indstilling hertil. Brugerkredsens indstilling er dog ikke bindende for bestyrelsen.

Stk. 5 Stemmeret på brugermøderne udøves personligt. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

§ 8 Regnskab og revision

Regnskabsåret for Fonden Arena Aabenraa går fra den 1. januar til 31. december.

Stk. 2 Fonden Arena Aabenraas regnskab skal revideres af en statsautoriseret eller registreret revisor som vælges af Fondens bestyrelse hvert år. Genvalg kan finde sted.

Stk. 3 Det reviderede regnskab med revisionens påtegning forelægges bestyrelsen på det første bestyrelsesmøde efter foretaget revision.
Regnskabet skal underskrives af bestyrelsesmedlemmerne og centerlederen som bekræftelse på, at de er gjort bekendt med indholdet.

Stk. 4 Det underskrevne og reviderede regnskab forelægges på brugermødet til orientering hvorefter regnskabet fremsendes til Aabenraa Kommune til orientering.

§ 10 Vedtægtsændringer

Ændring af vedtægterne, herunder nedlæggelse eller opløsning kræver, at mindst 2/3 af bestyrelsens medlemmer stemmer herfor. Vedtægtsændringerne kan dog først træde i kraft når disse er godkendt af Aabenraa Byråd samt fondsmyndigheden.

§ 11 Ophør

Beslutning om nedlæggelse og opløsning af institutionen skal vedtages på 2 på hinanden følgende bestyrelsesmøder med 2/3 flertal af den samlede bestyrelse. Forinden der på det 2. bestyrelsesmøde tages endelig beslutning om institutionens ophør, skal beslutningen forelægges på et brugermøde. Der skal som minimum være 14 dage i mellem det første og det andet møde i bestyrelsen.

Stk. 2 I tilfælde af at Fonden Arena Aabenraa opløses skal en eventuel formue anvendes til fremme af idrætslivet eller til fritidskulturelle formål i Aabenraa Kommune efter bestyrelsens nærmere bestemmelser med Aabenraa Byråds og fondsmyndighedens efterfølgende godkendelse.