Åbningstider

Ny sportsgren i Arena Aabenraa

Arena Aabenraa har besluttet at investere i opførelse af 2 padelbaner. Placeringen bliver umiddelbart vest for hal 3. Nu venter Arena Aabenraa på byggetilladelse og opførelse af anlægget. Dato for indvielse offentliggøres og muligheder for benyttelse af banerne kommer senere.

”Padel er i øjeblikket den hurtigst voksende sport i Danmark, så selvfølgelig skal Arena Aabenraa også investere i banerne”, udtaler Asbjørn Jakobsen der er bestyrelsesformand i arenaen.

“Arena Aabenraa har i beslutningsforløbet haft en god og konstruktiv dialog med Aabenraa Tennisklub. Vi håber det nye tiltag kan føre nye medlemmer til en i forvejen stor og traditionsrig klub, samt give borgerne i Aabenraa en ny fleksibel aktivitetsmulighed.”

Padel er en social sport, da det bedst spilles af 4 spillere. Spillet er nemmere og hurtigere at lære end nogen anden ketchersport. Det forbedrer din reaktionstid og reflekser. Spillet kan spilles af børn, unge, voksne og ældre og da fysikken ikke er afgørende i spillet, kan familiemedlemmer i alle aldre nemt spille mod hinanden.